Gå til hovedindhold

Husets traditioner

Vi har gode traditioner og fejringer i huset. Se mere her.

Indhold

    Traditioner

    Som beskrevet i vores værdigrundlag, er vores traditioner på Baunegård en række årligt tilbagevendende begivenheder, som for nogles vedkommende foregår i et samarbejde med andre institutioner eller foreninger - mens andre finder sted internt på Baunegård - i et samarbejde mellem vores 3 afdelinger.

    I vores værdigrundlag kan man også læse om, hvad det at have traditioner betyder for institutionen og om hvad der kendetegner vores traditioner:

    "Traditioner er med til at gøre dagene forskellige; de giver på samme tid afveksling og forudsigelighed. Børnene kan glæde sig til dét, der snart skal ske. Traditionerne må ikke blive til snævre projekter eller mekaniske gentagelser. Vores traditioner skal være rummelige; hvert år en ny udfordring. Det gælder om at holde Baunegård levende - traditionerne skal både vedligeholdes og forandres."

    Læs her om nogle af vores fælles traditioner - under hver af de 3 afdelinger vil man kunne læse mere om de traditioner, som knytter sig til henholdsvis børnehave, fritidshjem og klub.

    Baunegårds fælles traditioner

    Børnefestugen er en årlig begivenhed, hvor de fleste af Albertslunds institutioner mødes i 3 dage ved Høgsbjerget i Kongsholmsparken.

    Børnefestugen er som udgangspunkt i uge 25, tirsdag, onsdag og torsdag. Baunegård flytter ned i parken de tre dage. Det er muligt at overnatte i telt på festpladsen fra tirsdag til onsdag - dette gælder for alle Baunegårds børn, på nær de alleryngste børnehavebørn. 

    Baunegård deltager traditionen tro med mange aktiviteter og stor entusiasme, og vi får brug for forældre både til opsætning om søndag og mandag og nedtagning igen om fredag.

    Vi holder fællespisning onsdag, hvor også vores børnebands står for underholdning på den store scene.

    I tiden op til børnefestugen bruger vi meget energi og tid på at forberede os. Så skal dit barn optræde med noget til BFU vil vi meget se dit barn... Dette gælder specielt fritidshjemsbørn og de yngre børn i klubben.

    Børnehaven, fritidshjemmet og klubben tager alle på en årlig koloni.

    Alle børn er velkomne til at deltage. Imens vi er på koloni, er afdelingen hjemme på Baunegård lukket.

    Kolonierne for fritidshjemmet og klubben ligger i den sidste uge i børnenes skole-sommerferie - i uge 32. De klubbørn, som cykler, tager afsted fredag i uge 31. De øvrige klubbørn og fritidshjemmet følger efter i bus dagen efter - lørdag - og mandag kommer det sidste hold med de nyeste maj fritter-børn. Vi kommer alle hjem fredag i uge 32 mellem kl. 16.00 og 17.00 på Baunegård.

    Klubbens koloni koster 1.200 kr.- der gives økonomisk friplads efter de samme regler som ved kontingent.

    Klubben tager ydermere hvert andet år på en skitur i uge 8.

    Børnehaven tager til Feddet i 4 dage fra mandag til torsdag i slutningen af august.

    Man kan læse mere om koloni under de enkelte afdelinger.

    Hvert år i december laver vi krybbespil på fritidshjemmets og klubbens udeareal.

    I krybbespillet deltager alle børnehavens børn som englekor, mens fritidshjemmets og klubbens børn indgår som skuespillere i forskellige roller i forestillingen.

    Arrangementet starter kl. 16.00 med æbleskiver, saft og gløgg i afdelingerne.

    Kl. 17.00 starter selve krybbespillet.
    Det er et stort total-teater, som lyser op i vintermørket. Hvert år indtager nye børn rollerne som Josef og Maria, herbergs-værtsfolk, fårehyrder, de hellige tre-konger, tykke engle og ærkeenglen Gabriel, som altid stiger ned i rette tid på en ny og overraskende måde.

    Der deltager også soldater, gøglere og ildkunstnere, et gospelsangkor, dansere og markedsfolk. Den yngste baby blandt Baunegårds familier medvirker som Jesusbarnet i krybben.

    Hvert år er det stort set den samme historie, men teksten fornyes med små pointer fra året der gik.

    Se atikler om vores krybbespil:

    140 børn tændte lys i mørket
    Sjællandske Nyheder den 13. december 2021.

    Baunegården sender healere afsted for at få fred i mellemøsten
    Sjællandske Nyheder den 11. december 2023.

    I september måned

    Hvert år inviterer vi til høstfest for alle børn og forældre på Baunegård. Det foregår en søndag i september fra kl. 12.00 - 16.00.

    Børnene optræder med live bands m.m. og der kan være forskellige boder, fælleslege og altid: en stor spisning. Baunegård køber ind til mad, som vi tilbereder med hjælp fra nogle forældre.

    Kagebordet med hjemmebagte kager - ligeledes medbragt af familierne - er også et stort og attraktiv t trækplaster.

    Vi holder 2 arbejdsweekender om året - en om foråret i april måned og en om efteråret i september måned.

    Arbejdsweekenderne er nødvendige, for at vi kan vedligeholde og viderudvikle Baunegård.

    Weekenderne er hyggelige og starter med morgenmad.

    Kl. 9.00 - 9.30 fordeles dagens opgaver.
    Senere tilbyder vi dagens ret, øl og saft - og vi slutter af med kaffe og kage.

    Det er en god måde at møde andre forældre og personalet på, samtidig med at I gør noget godt for jeres børns institution.

    Der er opgaver af alle størrelser og til alle færdigheder. Man kan deltage et par timer, en halv eller hel dag - eller begge dage.

    Man er velkommen til at tage sine børn med.