Hverdagsliv i børnehaven
Her har vi beskrevet børnehaven på baggrund af nogle iagttagelser af hverdagen, hvordan vi har indrettet os, vores normer og rutiner - og af nogle af de tanker der ligger bag. Beskrivelsen er lavet i voksenhøjde - set fra et pædagogperspektiv - men med begge ben plantet midt i børnelivet.
Forholdet mellem børn og voksne.
Vi giver os god tid til at lære alle børn at kende.
Vi sørger for at børnene føler sig velkomne, anerkendt og holdt af.
Vi støtter børnene i det de gerne vil og forsøger at hjælpe dem, når noget er svært.
Vi vil gerne imødekomme børn som har brug for at være sammen med en voksen; at sidde hos en af os, snakke, læse en bog etc.
Institutionens indretning.
Børnene har i vid udstrækning lov til at lege alle vegne, at bruge hele børnehaven og alt hvad de finder af ting og materialer i deres udfoldelse. Det forudsætter at vi voksne tænker i og tager ansvar for rummenes indretning og indhold. Vores døre og låger udadtil er åbne; børnene må selv bestemme om de vil være inde eller ude på legepladsen, men de må selvfølgelig ikke forlade institutionen. Når nye børn starter, er vi særligt tæt sammen med dem den første tid, og i den forbindelse sikrer vi os at de forstår og lærer hvortil de må gå.
Et mangfoldigt liv
Det, der fylder mest i hverdagen, er et mangfoldigt og myldrende liv, hvor meget lidt er organiseret eller planlagt på forhånd. Det stiller krav både til børnene og de voksne. Vi er parate til at hjælpe de børn som ikke selv finder på noget at beskæftige sig med eller
nogen at være sammen med. Vi hjælper derudover med mange praktiske ting; fra toiletbesøg og at huske at tage sko og overtøj på når man går ud, til hulebyggeri og fremskaffelse af bure til indfangede insekter etc. Vi trøster og hjælper ved konflikter og giver råd om mulige legekammerater og legesteder. Børnene lærer at klare meget selv, men vi voksne er lige i nærheden. Børnene henter os ofte når de har brug for os. Vi blander os når vi ser at noget går skævt, som børnene ikke selv kan klare. Vi fortæller og viser børnene, at alle skal have det godt i børnehaven og behandles ordentligt.
Nogle lege og aktiviteter vil børnene gerne have for sig selv, men ofte er lysten stor til at være med i lege, som vi voksne er med i eller finder på. Børnene er i det hele taget meget interesserede i det, vi voksne foretager os. Nogle gange vælger vi en aktivitet som retter sig mod bestemte børn, andre gange giver vi mulighed for at være med til at lave mad, bage, snitte, male, fodre dyr, hugge brænde, tænde bål etc. for de børn som gerne vil. Det er ikke altid, alle kan være med på en gang. Det er vigtigt, at dem som er med får plads til at være det.